Man får det, man måler. Så pas på, at målene ikke står i vejen for organisationens formål. I jagten på at måle produktiviteten, opstilles der flere og flere mål. Men paradoksalt sker det oftere og oftere at målene står i vejen for formålet!
I et østeuropæisk land under planøkonomien ønskede statsbureaukratiet at holde øje med produktiviteten i møbelindustrien. Til det formål indførte de et ganske enkelt mål; de vejede mængden af udskibede møbler. Resultatet? Produktionsmålene blev nået – og den dag i dag står bundsolide møbler som to granvoksne flyttefolk knap kan løfte. I et større vesteuropæisk land valgte man at måle universitetsforskeres produktivitet gennem at tælle antallet af publikationer. Resultatet? At antallet af publikationer steg markant. Men at kvaliteten faldt endnu mere. I vores egne tidszone kan nævnes et større teleselskab, der mod bedrevidende sendte en tekniker ud til et tomt hus for at leve op til servicemålet om 4 timers service – og efterlod en regning på 500 kr fordi de ikke kunne komme ind. Målet om 4 timers service blev nået – men formålet? Jeg kan af personlig erfaring fortælle at kunden ikke blev tilfreds.
I den stigende interesse for at kunne måle produktivitet – ikke mindst i den offentlige sektor – opleves til stadighed opstilling af konkrete mål. Mål der – trods gode intentioner – i praksis modarbejder formålet. Målet om 4 timers service kan aldrig erstatte formålet om kundetilfredshed ligesom antallet af publikationer ikke i sig selv siger noget om kvaliteten af grundforskningen.
Men mål er enkle at arbejde med. De kan opstilles og måles på distancen. De kan afrapporteres i Excel og markeres med trafiklysfarver.
Ikke et ondt ord om mål. Mål er væsentlige og giver retning og fokus. Og man skal også forstå, at den øgede interesse i mål og målsætninger – især i den offentlige sektor – ikke som udgangspunkt skyldes mistillid (selvom det ofte opleves sådan), men et ønske om at sikre at ”return on investment”; altså at samfundet får noget for investeringen.
Men jeg oplever alt for ofte at målene til tider står i vejen for selve formålet. Og at opstillingen af mål bliver en undskyldning for ikke at udøve ledelse, at gå i dialog, at give feedback. At drøfte forventninger og kvalitet. Men det er svært, det tager tid – og det stiller ikke mindst krav til lederne om at være synlige, tilgængelige og ultra klare i deres kommunikation om forventninger. Mål skal styrke dialogen, ikke erstatte den!
Samtidig gryer også en erkendelse at ”måltyraniet” ikke effektiviserer, men tværtimod binder ressourcer, der kun kan tages fra udøvelsen af kerneopgaverne. Den erkendelse mangler vi nu bare set realiseret i konkret handling; helst med politikerne i spidsen.
Hvis ikke opgøret med måltyranniet slår igennem, vil vi se flere eksempler som det, der kan opleves i en naturvenlig børnehave i Jylland. For at sikre at de levede op til formålet om at give børnene oplevelser med dyr, valgte de at opstille et mål for hvor mange dyr, der skulle være i børnehaven. Som en af forældrene så spurgte; kan vi tælle lusene med?